Picos vinavlerlandskab blev klassificeret som et verdensarvsområde af UNESCO den 4. juli 2004.

Dette landskab strækker sig over et samlet areal på 154,4 ha i kommunerne Criação Velha og Santa Luzia og er omgivet af en bufferzone på 2445,3 ha.

Dette er det største og mest velbevarede vindyrkerområde, idet landskabets særegne karakteristika stadig i høj grad er til stede her.

icos befolkning formåede ved hjælp af kløgt, dygtighed og kreativitet at triumfere over naturens udfordringer ved at forvandle sten til en delikatesse, der endda nåede bordene hos Paven og de russiske tsarer.

Vinplanterne blev plantet og afskærmet fra de stærke vinde fra havet ved hjælp af et perfekt organiseret mønster af enorme mure. Herfra skiller de rektangulære jordlodder kaldet currais sig ud.

Højden af disse læhegn er et kompromis mellem det faktum, at de skulle beskytte vinmarkerne fra vinden og havets salte sprøjt, og det faktum at de samtidig skulle gøre det muligt for vinplanterne at få så meget sollys som muligt.
Sideløbende med vinavlerkulturen er der blevet opført adskillige huse: palæer, vinkældre, varehuse, tidevandsbrønde, små havne til at laste vintønder, samt små klostre og kapeller, der afspejler det hårdtarbejdende vinavlerfolks dagligdagsliv.

Disse menneskelige opfindelser har dog ikke ændret det naturlige landskab.

 

"eftersom det alt sammen opstod fra lavasten, de samme lavasten, der blot blev bearbejdet. Sten var det, og sten forblev det."

Tomaz Duarte Jr, 2001.